Werner Best, tyskernes befuldmægtigede i Danmark.
Han var uddannet jurist og medlem af nazistpartiet siden 1930 med en strålende karriere indenfor SS og Gestapo, senest under den tyske invasion i Frankrig.
Best blev af den illegale presse introduceret som blodhunden fra Paris og levede i flere henseender op til navnet.
Men Best viste sig i Danmark også fra sin diplomatiske side, og takket være særdeles gode personlige venskaber og forbindelser med det danske diplomati og samarbejdspolitikerne blev han en ivrig fortaler overfor Berlin for at bevare samarbejdet.
Efter samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943 mistede Best derfor indflydelse til det tyske militær og de tyske politichefer Pancke og Bovensiepen. Best blev af Berlin anset for at være for svag.
Han forblev dog rigsbefuldmægtiget frem til befrielsen og efter befrielsen dømt til døden af byretten. Højesteret fastsatte senere straffen til 12 års fængsel. Han afsonede kun tre år til han den 9. april 1951 blev udvist.
|